Sådan ser en dobermann ud
For at man kan bedømme Dobermannens udsende og dens psykiske egenskaber er der lavet en racebeskrivelse, hvor i Dobermannen er beskrevet punk for punkt. Standarten bliver udarbejdet af Dobermanns hjemland, Tyskland, og derefter godkendt af den internationale organisation af kennelklubber, FCI (Federation Cynologique International).
Det er den standart som man bedømmer racen efter over hele verden. Standarten er senest blevet revideret, da man fx ændrede skulderhøjden, i begyndelsen af århundredskiftet.
Helhedsindtryk
Dobermann-hunden er middelstor, kraftig og muskelstærk. Ved kroppens elegante linieføring, dens stolte og ranke holdning, sit temperamentsfulde væsen og udtryk for beslutsomhed, svarer den til idealbilledet af en hund med normal anatomi. Dens bygning virker kvadratisk, særlig hos hanhunde.
Hoved
Hovedet skal være tydeligt afsat fra halsen, set i profil og ovenfra ligner hovedet en strakt, stump kile. Huden ligger stramt ind til knoglerne og de flade muskler, sådan at der fremtræder en fin modellering. Set forfra og fra siden virker hjerneskallen flad. Den øvre hovedprofil dannes af to med hinanden parallelt løbende linier (næseben og pandeben), der foran øjnene afbrydes af en lav pandeafsats (stop).
Den øvrige hovedprofil stiger fra næsen til isse og falder derefter i en let runding til nakken. Bidet er dybt og bredt med tætsluttende læber. Det hvide tandsæt er fuldtallig (42 tænder) og danner et saksebid. Issen set forfra er vandret og må ikke bue nedad mod ørerne. Øjnene er middelstore og ovale. Øjnene skal være så mørke som muligt. Næsens farve er sort. Hos brune og blå hunde er en lysere tone tilladt. Dog skal øjne og næse virke mørke. Ørerne er højt ansat og skal have passende længde i forhold til hovedet.
Hals
Halsen er af god længde i forhold til krop og hoved. Den er gør og muskuløs. Fra brystkurven og fra skulderen har halsen en stigende og letbøjet linieføring. Halsens holdning er opret og viser megen ædelhed.
Forstilling
Forbenene står – set fra alle sider – lodret på jorden og er kraftige. Overarmen danner med det lange skråtliggende skulderblad tilnærmelsesvis en ret vinkel. Skulderbladet ligger fast ind til brystet og med tydelig skulderkam. Skuldrene er muskuløse. Albueleddet – mellem over- og underarm er fast- Mellemfodsbenene er hverken indad- eller udaddrejede. Poterne er korte, sluttede og hvælvede (kattepoter).
Krop
Ryggen er kort og stram. Skulderkammen skal især hos hanhunde være stærkt udtalt og bestemmer med dens højde og længde den mod krydset faldende ryglinie. Nyrepartiet er muskelstærkt. Hele ryggen er af tilsvarende bredde. Krydset er afrundet og ikke faldende. De let hvælvede ribben når lige ned under albueleddet – her må dog tages hensyn til overarmens og skulderens stilling. Brystdybden må i alle tilfælde stå i rigtigt forhold til kroppens længde og må ikke være mindre end halvdelen af hundens højde målt fra skulderkam til jord. Brystet skal være af god bredde og med udtalt forbryst, dette er bestemt af den forreste del af brystbenet i forhold til skulderleddet. Bugen er godt opknebet. Højden (fra jord til skulderkam) udgør hos hanhunde 68 cm. højest 72 cm. vægt 40 til 45 kg. Hos tæver skal højden udgøre fra 63 til 68 cm. vægt 32 til 35 kg. Hos tæven kan kroppen være noget længere end hos hanhunden.
Bagstilling
Lårene har god bredde, er muskelstærke og danner med benene det kraftige knæled. Vinklen er ca. 130 grader. Haserne er kraftige og er parallelle i forhold til hinanden og danner med den i forhold til jorden lodrette stående mellemfod en stump vinkel. Poterne er korte, sluttede og hvælvede. Ulvekløer tillades ikke.
Bevægelser
Bevægelsen er elastisk, elegant, afbalanceret, fri og jordvindende. Forbenene svinges langt frem. Bagstillingens bevægelser er lange fjedrende og tilvejebringer derved den nødvendige drivkraft. Hunden fører samtidig det ene forben og det modsatte bagben frem.
Hårlag
Hårlaget er kort, hårdt, tæt og glattilliggende. Farven er sort, mørkebrun eller blå med rustrøde, skarpt afgrænsede og rene aftegninger. Aftegningerne findes på biddet, læber, strube, kinder og øvre øjenlåg, to aftegninger på bryst, aftegning på mellemfod og poter samt på inderside af lår og under halen.
Egenskaber
Dobermann-hunden er trofast, frygtløs, nervestærk, vagtsom og modig. På grund af dens intelligens, naturlige skarphed og fortræffelige lugtesans, dens arbejdslyst og lydighed er den let af afrette. Den egner sig fortræffeligt til beskyttelses- og brugshund, som hushund og ledsagerhund.
Fejl
Hvælvet næse-, pande- og hjerneskal såvel som for lidt stop. Kort og tykt hoved, spidst bid, slappe læber. For højt eller for lavt ansatte ører. Tandfejl (færre end 42 tænder), under- eller overbid. For smalle øjne (kineserøjne), fremstående eller for dybt liggende øjne samt lyse øjne. Kort, tyk hals, løs halshud, let knoglebygning, korte, løse og stejle skuldre, udaddrejede albuer, indad- eller udaddrejede forben, lange, åbne eller bløde poter. For lang ryg, svaj- eller karperyg, faldende kryds, tøndeformet eller for flad brystkasse, ikke tilstrækkelig brystdybde, manglende forbryst, for smalt bryst. Dårlig vinklet bagstilling, indad- eller udaddrejede haser. Kryptorchisme. Vaklende, ufri, trippende bevægelser, pasgang. Langt blødt uldagtigt hårlag. For lyse, ikke skarpt afgrænsede, urene aftegninger, hvide pletter, synlig underpels. Skyhed, nervøs fremtræden, fejhed.
Bemærk
Hanhunden skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Helhedsindtryk
Det er en vurdering af hele hunden på én gang – af harmonien mellem højde og længde, benbygning og muskulatur og samspillet af alle de mange detaljer, som tilsammen giver hundens type. Men som ikke hver for sig må overskygge helheden.
Dobermanns særkende er det vågne, beslutsomme udtryk og de elegante linjer, det flot skårne hoved på den ranke hals og den kompakte krop med de lige, stærke ben. Det vigtigste ved netop denne race er måske at finde den rette balance mellem masse og adel, styrke og lethed.
1. Overkæbe
2. Underkæbe
3. Nakkekam
4. Halshviler
5. Ryghvivler
6. Lændehvivler
7. Korsben (kryds)
8. Halehvivler
9. Skulderblad
10. Skulderled
11. Overarmsben
12. Albueled
13. Albueben
14. Spoleben
15. Håndled
16. Mellemhåndsben
17. Tåben
18. Hofteben
19. Hofteled
20. Sædeben
21. Lårben
22. Knæled
23. Underben (skindeben og lægben, det bageste)
24. Haseled
25. Mellemfodsben
26. Brystben med ægte ribben
27. Falsk ribben